Mølleparken 3, Vadum, 7860 Spøttrup

Nyopført ferieoase i ægte badehotel-stil

Skuldrene falder på plads i det sekund, I træder over dørtærsklen: Velkommen indenfor til en lys og indbydende ferieoase, hvor hver en krog emmer af varme og ægte sommerhusidyl. I overtager et nyopført fritidshus med en dåbsattest, der siger 2025, så komforten er i top, mens I samtidig mødes af sjæl og charme fra start til slut.

Udadtil står huset med en klassisk, sortmalet træfacade og småsprossede vinduer for det helt rette udtryk. Det fine overdækkede indgangsparti viser jer vej indenfor til den ene gode oplevelse efter den anden. Her er et hus, som er smagfuldt indrettet med øje for selv den mindste detalje, og således er der opstået en skøn forening mellem en luksuriøs boheme-stil og den charmerende atmosfære, som man kender den fra det klassiske badehotel.

Huset byder på 80 veludnyttede m². De tre fine værelser er indrettet med hhv. dobbeltsenge og køjesenge, som samlet set giver jer seks sovepladser – og dermed god plads til at samle familien. Dertil kommer en nydelig entré, et lækkert badeværelse med gulvvarme og et åbent opholdsrum, der forener stue, køkken og alrum i ét naturligt samlingspunkt. Der er indrettet med bl.a. et flot Svane-køkken, der taler til æstetikken, og en luft-til-luft-varmepumpe, der sørger for praktikken. Funktionalitet og charme går hånd i hånd.

De gode oplevelser fortsætter udendørs. Huset indrammes af en grund på hele 2.567 m², så der er luft omkring jer og rigelig plads til et skønt udeliv under åben himmel. En 60 m² stor træterrasse – hvoraf de 20 m² er overdækkede – vender mod solen i syd, og her er scenen sat for både lange sommeraftener, grillhygge og morgenkaffe i skyggen.

I finder jeres nye fristed en gåtur fra stranden og i et skønt område, hvor naturen spiller hovedrollen, mens der samtidig er masser af kultur og aktiviteter for både børn og voksne. Her er oplevelser året rundt, og det hele ligger i kort afstand fra huset, så der er lagt op til en masse hyggelige eventyr på egnen. Der er bl.a. gåafstand til Nordensgaard med ridning for hele familien, men I kan også skifte hesteryg ud med badetøj, og på kun ti minutter kan I gå til vandet, hvor I kan nyde friske dyp og fjordudsigt.

Oplevelserne står i kø i nærområdet, og hvis I sætter jer bag rattet, er der ikke mange minutter til hverken en frokost på Spøttrup Kro eller ishuset ved Gyldendal Havn – og I har også kun fem minutter til nærmeste indkøbsmulighed. Er det derimod bylivet, der kalder, er der 20 minutter til gågaderne i Skive, og en hyggelig dagstur kan også gå til Jesperhus Blomsterpark, Nykøbing Mors, Mønsted Kalkgruber eller den enestående natur på Fur. Der er desuden mulighed for leje af cykler i området.

Så for at opsummere: Dette er sommerhuset til jer, som ønsker en moderne feriebolig med charme, varme og plads til fordybelse – et sted omgivet af naturen og med kort vej til en verden af oplevelser. Her kan både roen og skuldrene sænke sig.

Kontakt os

  • Søren Bregnhøj

  • Ejendomsmægler
  • T: 86382300
  • M: 23230323

Bestil fremvisning

Bestil salgsmateriale

Lignende boliger